I Børsen fredag den 5. marts kan man læse en artikel, som kan få enhver nybilforhandler op af stolen. Af artiklen fremgår det, at der efter Skats opfattelse foregår omfattende afgiftsunddragelse i forbindelse med registrering af demobiler. Dette giver anledning til at erindre om følgende:
Demobiler indregistreret til mindstebeskatningsprisen, som efterfølgende sælges som brugte biler til en højere pris, skal have været anvendt i virksomheden til bl.a. demonstrationskørsel. En landsskatteretssag fra 2009 har i en række tilfælde konkret godkendt salg af demobiler, der havde kørt 701 km på salgstidspunktet.
Hvis man allerede på tidspunktet, hvor køretøjet indregistreres som demobil, indgår aftale med en kunde om, at kunden skal købe bilen kort tid efter, så skal den afgiftspligtige værdi beregnes på baggrund af salgsprisen til kunden og ikke på baggrund af den pris bilen er indregistreret til. Dette fremgår af registreringsafgiftslovens § 8:
”Den afgiftspligtige værdi for et nyt køretøj er dets almindelige pris, indbefattet merværdiafgift, men uden afgift efter denne lov, ved salg til bruger her i landet på registreringstidspunktet eller, hvis told- og skatteforvaltningen inden køretøjets registrering udsteder bevis for afgiftsberigtigelsen, på tidspunktet for bevisets udstedelse.”
Det afgørende i teksten er, at den afgiftspligtige værdi for et køretøj opgøres på registreringstidspunktet. Hvis det på registreringstidspunktet er aftalt mellem forhandler og kunde, at kunden skal blive ejer af bilen, skal afgiften beregnes ud fra den pris, kunden køber bilen til.
Med udgangspunkt i samme tal, som anvendes i artiklen i Børsen ser regnestykket således ud: Bilen indregistreres til mindstebeskatningsprisen på 225.000 kr., men det er aftalt allerede på dette tidspunkt, at kunden skal købe bilen kort tid efter. Derfor beregnes afgiftgrundlaget ikke udfra 225.000 kr., men udfra de 340.000 kr., som kunden rent faktisk betaler for bilen.
Ikke ulovligt at sælge med fortjeneste
Det skal understreges, at det ikke er ulovligt at indregistrere en bil til udlejning og efterfølgende sælge denne som brugt bil til en kunde med fortjeneste. Det er kun i det tilfælde, at man allerede på tidspunktet for indregistrering af bilen med kunden har indgået en aftale om køb, at man overtræder registreringsafgiftslovens bestemmelser.
Af artiklen fremgår det, at der findes lempeligere regler for indregistrering af demobiler, hvilket ikke er korrekt. Alle biler - både demobiler og detailsolgte biler - kan indregistreres til mindstebeskatningsprisen, hvorfor der ikke er tale om sær-regler for demobiler.
D.A.F protest
D.A.F har naturligvis - som brancheorganisation for nybilforhandlere - protesteret mod SKATs ensidige udlægning af reglerne i Dagbladet Børsen. Det er sket på den måde, at Børsen tirsdag den 9. marts har gengivet en kommentar fra D.A.Fs direktør, hvori denne gør det klart, at det er skatteministerens egne uklare regler og reglerne om afgift af forhandleravancen, der er skyld i de fleste problemer.
Når kravet til kørte kilometer for en demonstrationsbil i 2009 er blevet ændret fra SKATs egne regler om 2.000 kørte kilometer til Landsskatterettens afgørelse om 700 km's kørsel, er det klart, at antallet af demontsrationsbiler l stiger.